Hvem vinder arbejdsretssager? 4.721 afgørelser talt op

Hvem vinder arbejdsretssager? Af de 3.970 sager i min samling, der er afgjort på realiteten med en vinder, endte 55,6 % med medhold til arbejdsgiversiden, 34,5 % med medhold til lønmodtagersiden og 9,9 % med delt medhold. Det er tallet, folk plejer at gætte på — og det er også det mest uinteressante tal i artiklen. For så snart man deler op på instans, sagstype og diskriminationsgrund, svinger lønmodtagersidens medholdsprocent fra 6,9 % til 78 %.

Det her er den første artikel i serien Tal fra afgørelserne, hvor jeg tæller op på hele samlingen i stedet for at gengive, hvad man plejer at sige. Grundlaget er 4.721 afgørelser fra april 1997 til september 2026, som jeg har samlet og systematiseret i Arbejdsretsguru. Alle tal herunder er trukket den 21. september 2026, og jeg skriver til slut, hvordan der er talt, og hvad tallene ikke kan bruges til.

En advarsel med det samme: det her er beskrivende statistik over offentliggjorte afgørelser. Det er ikke en sandsynlighedsberegning for din sag. Sager, der forliges, bliver aldrig til en afgørelse, og det skæver i tallene på en måde, der er værd at blive ved. Jeg plejer at sige det sådan:

Vi har det i fagbevægelsen med at forlige de gode sager og videreføre de dårlige.

Det skal ses positivt. At de klareste sager ender i forlig, er ikke en fejl i systemet — det er systemet. Hvor der er en overenskomst, er forligsvejen netop den, vi forsøger at gå: tvisten løses gennem samarbejde mellem parterne, og så kommer den aldrig for en opmand eller et nævn. Og at vi fører de tvivlsomme sager videre, betyder, at vi forsøger at vinde sager frem for kun at køre dem, der er helt sikre. Det er blandt andet sådan, praksis flytter sig.

Men det har en pris, når man tæller op: de sager, der er tilbage at tælle, er systematisk den vanskelige ende. Hvert eneste tal i denne artikel er derfor et tal for de sager, nogen valgte at føre til ende — ikke for arbejdsretten som helhed. Læser man medholdsprocenterne som en karakterbog over fagbevægelsen, læser man dem forkert.

Den samlede fordeling

4.703 af de 4.721 afgørelser har et registreret udfald. De fordeler sig sådan:

Bemærk den tredjestørste kategori. Hver syvende offentliggjorte afgørelse afgør ikke, hvem der havde ret — den afgør, at spørgsmålet ikke bliver besvaret her. Den kategori fylder mere og mere, og jeg vender tilbage til den nedenfor.

I resten af artiklen regner jeg procenterne af de 3.970 sager, hvor der faktisk blev taget stilling til realiteten og udpeget en vinder. Ellers ville en instans, der afviser mange sager, se ud til at være hård ved lønmodtagersiden, selv om den bare ikke behandlede sagerne.

Hvem vinder arbejdsretssager på hver instans?

Instansen forklarer meget. Ikke fordi nogle instanser er »lønmodtagervenlige«, men fordi de behandler vidt forskellige sager med vidt forskellige beviskrav.

Tvistighedsnævnet er undtagelsen fra alt

160 af 205 realitetsafgjorte sager endte med medhold til eleven eller lærlingen. Ingen anden instans i samlingen er i nærheden. Forklaringen er ikke, at nævnet er partisk, men hvad sagerne handler om: en uddannelsesaftale, der er ophævet, uden at de temmelig firkantede betingelser i erhvervsuddannelsesloven er opfyldt. Enten er proceduren fulgt, eller også er den ikke. Det er en af de få steder i arbejdsretten, hvor reglen gør arbejdet i stedet for beviset.

Faglig voldgift trækker den anden vej

Af de 1.216 realitetsafgjorte voldgiftssager fik lønmodtagersiden fuldt medhold i 322. Til gengæld endte 193 med delt medhold — den højeste andel delte afgørelser af alle instanser. Det er faktisk, som systemet er tænkt: to organisationer, der har skrevet overenskomsten sammen, skal have fortolket den, og opmanden lander ofte et sted i midten.

Sagstypen betyder mere end instansen

Hver afgørelse er inddelt efter, hvad den juridiske strid drejede sig om. En sag kan have flere spørgsmål og tælle med i flere kategorier.

To linjer er værd at stoppe ved.

Løn- og pensionskrav er den eneste store kategori, hvor lønmodtagersiden klarer sig godt. 256 fulde medhold og 144 delte ud af 543. Et krav på penge, der kan dokumenteres med en lønseddel og en overenskomsttekst, er en anden slags sag end en påstand om, hvorfor nogen blev fyret. Det siger mere om bevismateriale end om jura.

Afskedigelsessager ligger på 25,8 %. Det er den kategori, folk oftest spørger mig om, og den er blandt de sværeste at vinde. En opsigelse skal være usaglig, ikke bare ærgerlig, og arbejdsgiverens skøn får plads. Handler din sag om selve varslets længde frem for om saglighed, er det i øvrigt sjældent en tvist — beregneren regner varsel og fratrædelsesgodtgørelse ud ud fra anciennitet og ansættelsesform. Den kan ikke vurdere, om opsigelsen var saglig; det kan kun en gennemgang af omstændighederne.

Diskriminationsgrunden flytter mest af alt

Forskelsbehandlingssagerne er den største gruppe i samlingen, og her er spredningen voldsom. Tallene dækker sager, hvor den pågældende grund er registreret som stridens genstand.

En klager, der påberåber sig køn, får medhold i næsten halvdelen af de realitetsafgjorte sager. En klager, der påberåber sig etnisk oprindelse, hudfarve eller race, får medhold i 13 ud af 122. Det er en forskel på en faktor fire og fem, og den er for stor til at være tilfældig støj.

Bevisbyrden forklarer det meste af mønsteret

Forskellen mellem de seks grunde handler ikke om, at køn er mere beskyttet end etnisk oprindelse. Beskyttelsen er i vidt omfang den samme. Forskellen er, hvad der skal bevises, og hvem der skal bevise det.

Ved afskedigelse under graviditet og orlov gælder en ægte omvendt bevisbyrde: arbejdsgiveren skal fra sagens start godtgøre, at afskedigelsen ikke var begrundet i graviditeten, og tvivl falder tilbage på arbejdsgiveren. Uden for de perioder skal lønmodtageren først påvise omstændigheder, der giver anledning til at formode forskelsbehandling, før byrden overhovedet vender. De to regimer er gennemgået i artiklen om omvendt og delt bevisbyrde i Arbejdsretsguru, som er bygget på de afgørelser, der er talt op her.

Den forskel kan måles direkte:

Graviditet: 59,5 %. Chikane: 20,0 %. Samme nævn, samme lov, samme år. Det, der adskiller dem, er, at graviditeten står i en journal og datoen for opsigelsen i et brev, mens chikanen typisk står i klagerens egen erindring om, hvad der blev sagt på et møde, ingen førte referat fra. Et stillingsopslag, der beder om »en ung og frisk medarbejder«, er også skriftligt bevis — derfor ligger den kategori højt, selv om aldersgrunden samlet ligger lavt.

Den praktiske konsekvens er banal og alligevel den vigtigste linje i artiklen: i langt de fleste sager afgøres udfaldet af, hvad der kan dokumenteres skriftligt, ikke af hvad der skete. Skriftlighed undervejs i et forløb er mere værd end et godt argument bagefter.

Den stille udvikling: flere sager får aldrig et svar

Ligebehandlingsnævnet kan ikke afhøre vidner. Kræver en sag parts- og vidneforklaringer for at kunne afgøres, afviser nævnet den og henviser til domstolene. Af de 671 afviste sager i samlingen nævner 253 udtrykkeligt parts- og vidneforklaringer i titlen, og 142 nævner kompetence.

Andelen af nævnets sager, der bliver afvist uden realitetsbehandling, er vokset støt:

Fire ud af ti sager ved landets mest benyttede diskriminationsinstans ender i dag uden en afgørelse af, hvem der havde ret. Samtidig er medholdsprocenten i de sager, der bliver realitetsbehandlet, faldet fra 41,0 % i 2010–2014 til 31,6 % i 2025–2026.

Jeg vil være forsigtig med at forklare den udvikling. Den kan skyldes, at nævnet er blevet mere tilbageholdende, at sagerne er blevet sværere, eller at flere klager uden bistand fra en organisation. Det er tre forskellige historier, og tallene alene kan ikke afgøre, hvilken der er rigtig. Men uanset årsagen har det samme betydning for den, der overvejer at klage: sandsynligheden for at få spørgsmålet afgjort på skrift er lavere i dag end for ti år siden, og det bør indgå i valget mellem nævnet og domstolene.

Sådan er der talt — og hvad tallene ikke kan

Grundlaget er 4.721 afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet, faglig voldgift, Arbejdsretten, Afskedigelsesnævnet, Tvistighedsnævnet, Tjenestemandsretten, Ledernævnet og de almindelige domstole, offentliggjort mellem april 1997 og september 2026. Hver afgørelse er læst igennem og fået et registreret udfald, en instans og en eller flere sagskategorier. 18 afgørelser mangler et udfald og indgår ikke i procenterne.

Fem forbehold, som jeg mener er nødvendige, før nogen citerer tallene:

1. Kun offentliggjorte afgørelser. Forlig, tilbagekaldte sager og de mange tvister, der løses ved et møde, findes ikke i noget materiale. Det trækker næsten sikkert medholdsprocenten ned, fordi de klareste lønmodtagersager sjældent når frem til en kendelse — de gode sager forliges, de tvivlsomme føres. Det er det vigtigste forbehold i hele artiklen, og det er ikke til at regne sig ud af.
2. Faglige voldgiftskendelser offentliggøres ikke systematisk. Samlingen er den største, jeg kender til, men den er ikke udtømmende, og udvalget er ikke tilfældigt.
3. »Vinder« er en forsimpling. En kendelse, der giver lønmodtagersiden ret i princippet, men tilkender 10.000 kr. i stedet for de 400.000 kr., der var påstået, tæller som medhold. Bodens og godtgørelsens størrelse er et selvstændigt spørgsmål, og det er næste artikel i serien.
4. Kategorierne er udledt af afgørelsernes tekst med maskinel hjælp og stikprøvekontrol. Nogle mærkater ligger tæt på konklusionen — en sag mærket »ej handicap« er sådan set allerede tabt. Derfor bruger jeg her kun kategorier, der beskriver, hvad sagen handlede om, ikke hvad den endte med. Det er også grunden til, at jeg ikke viser en tabel over handicapsager fordelt på, om der forelå et handicap.
5. En sag kan tælle flere steder. Kategorierne summer derfor ikke til 4.721. Hver procent er regnet af sit eget grundlag, som står i tabellen.

Tallene er hentet direkte fra samlingen bag Arbejdsretsguru med en optælling, jeg kan gentage. Har du et modsatrettet tal fra en anden kilde, vil jeg gerne se det — den slags har rettet mine tal før, og jeg har skrevet om, hvor galt det kan gå, når man stoler på en kilde uden at efterprøve den.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor stor er chancen for at vinde min egen sag?

Det kan tallene her ikke svare på. De beskriver, hvordan offentliggjorte sager er faldet ud, ikke hvordan en konkret sag vil falde ud. Det, de kan bruges til, er at vælge den rigtige vej: hvilken instans, hvilket retsgrundlag og hvilken dokumentation der erfaringsmæssigt bærer sagen.

Hvorfor vinder arbejdsgiversiden så mange sager?

Blandt andet fordi det oftest er lønmodtagersiden, der rejser sagen, og den, der rejser en sag, bærer i udgangspunktet bevisbyrden for sin påstand. Dertil kommer udvælgelsen: de klareste sager forliges, før de bliver til afgørelser, mens de tvivlsomme føres videre. Tallene måler altså den svære ende af sagerne, ikke gennemsnittet af alle tvister. Hvor bevisbyrden er vendt om ved lov, som ved afskedigelse under graviditet, vinder lønmodtagersiden flertallet af sagerne.

Er Ligebehandlingsnævnet blevet strengere?

Andelen af afviste sager er steget fra 12,3 % i 2010–2014 til 41,4 % i 2025–2026, og medholdsprocenten i de behandlede sager er faldet fra 41,0 % til 31,6 %. At det skulle skyldes en strengere linje, er én mulig forklaring blandt flere — sagernes karakter og klagernes bistand kan have ændret sig lige så meget. Tallene viser udviklingen, ikke årsagen.

Tæller delt medhold som en sejr?

Det afhænger af, hvad der blev delt. Jeg holder de 394 delte afgørelser som deres egen kategori netop derfor. Ved faglig voldgift er delt medhold særligt almindeligt: 193 af 1.216 realitetsafgjorte sager.

Næste i serien

Det næste tal, ingen har samlet, er, hvad det koster. Bodssatser ved overenskomstbrud og godtgørelsesniveauer ved usaglig afskedigelse — med spredningen, ikke kun gennemsnittet. Den kommer her, og jeg opdaterer denne artikel, efterhånden som samlingen vokser.

Læs også

• Fejl i domme og love — 25 eksempler ingen AI kan fange
• Derfor svarer AI forkert om dansk arbejdsret — og hvad jeg gjorde ved det