Fejl i domme og love — 25 eksempler ingen AI kan fange

Folketinget vedtog sidste år en lov, der bestemmer, at en bestemt sætning skal slettes af sygedagpengeloven.

Sætningen findes bare ikke...

Jeg har med AI gennemlæst, analyseret og behandlet 4.716 danske arbejdsretlige afgørelser og kontrolleret hver eneste mistanke helt ned til den originale PDF. Ikke stikprøver. Alle sammen.

Jeg fandt 25 fejl, som ingen AI i verden kan opdage. Ikke fordi maskinen er for dum — men fordi fejlene står i kilden. Retten har selv skrevet dem. Jeg fandt dem kun fordi jeg har lavet en 4-trins verificeringsproces, som tjekker alt igen- igen- og igen, og til sidst tjekker jeg selv efter.

Én af fejlene afgør, om et krav er forældet. Én af dem henviser til en lov, der aldrig har eksisteret. Og én af dem er et ord, som ikke findes på dansk, placeret præcis i den sætning, der afgør sagen.

Her er de tre værste — og det spørgsmål, de efterlod mig med om det materiale, der ligger på din egen arbejdsplads.

Jeg sad og skrev om hviletid. Helt almindeligt arbejde: læse en kendelse, finde den sætning der afgør sagen, citere den korrekt.

Så stod der »tornandslodsning«.

Jeg læste det tre gange. Det er ikke et ord. Det er ikke et fagudtryk fra havnen, det er ikke en dialekt, det er ikke noget nogen har sagt højt nogensinde. Min første tanke var, at min egen maskine havde lavet ballade — at et eller andet i min opsætning havde forvansket teksten.

Det havde den ikke. Jeg fulgte sætningen hele vejen tilbage til den originale PDF fra Arbejdsretten. Der stod »tornandslodsning«.

Alle taler om, at AI finder på. Der er bare ikke ret mange, der taler om, hvad man gør, når kilden fandt på først.

Hvad jeg har bygget, og hvorfor det gør ondt

Jeg har brugt det seneste år på at bygge en søgbar samling af dansk arbejdsret: domme, kendelser, nævnsafgørelser, overenskomster og love, læst igennem og skrevet sammen til artikler, man kan slå op i. Den ligger som Arbejdsretsguru, hvor afgørelserne kan slås op enkeltvis.

Og fordi jeg havde læst rigeligt om AI, der finder på, lavede jeg én regel, som alt andet er bygget op om:

Et citat skal kunne genfindes ordret i kildedokumentet. Ellers ryger det ud.

Ikke omskrevet. Ikke pænt gengivet. Ikke »i det væsentlige korrekt«. Ordret, tegn for tegn. Flytter maskinen så meget som et komma, bliver citatet afvist automatisk.

Den regel virker. Den fanger, når maskinen finder på.

Den fanger bare ikke, at Arbejdsretten selv har skrevet forkert. For citatet stod jo ordret i kilden. Grønt flueben. Reglen kontrollerer ordrethed — ikke sandhed. Det er en større forskel, end jeg regnede med, da jeg lavede den.

Tallene, så I kan vurdere hvor repræsentativt det er

4.716 afgørelser fra 1996 til 2026: 2.571 fra Ligebehandlingsnævnet, 1.236 faglige voldgifter, 247 fra Arbejdsretten, 235 fra Afskedigelsesnævnet, 209 fra Tvistighedsnævnet, 78 fra Højesteret, 87 fra landsretterne og resten fra Tjenestemandsretten, Ledernævnet og byretterne.
7.525 retlige stridspunkter trukket ud af dem, med 19.739 ordrette citater.
53 overenskomster og 40 love i 98 historiske versioner — så man kan se, hvad der gjaldt dengang, ikke bare hvad der gælder nu.
3.783 krydshenvisninger mellem afgørelserne.
Destilleret til 150 emneartikler.

Og så det tal, der tog min yndlingsundskyldning fra mig.

Når man indlæser gamle domme, er nogle af dem skannede billeder af papir. Dem skal en maskine læse bogstaverne på, og dét går galt hele tiden — det er den klassiske forklaring på mærkelige ord i juridiske databaser.

Men kun 57 af mine 4.716 afgørelser — 1,2 % — er skannede. Resten er filer med rigtig, indlejret tekst, hvor der ikke er noget at læse forkert. Så når jeg finder en stavefejl, kan jeg ikke trække på skuldrene og sige »skanningen«. Jeg er nødt til at gå hele vejen ned og se efter.

Det har jeg gjort. 25 gange endte sporet det samme sted: fejlen står i den afsagte afgørelse.

1. Folketinget bad om at slette en tekst, der ikke findes

Den bedste er fra sygedagpengeloven. Den er bedst, fordi der ikke engang er en domstol at give skylden.

I lovbekendtgørelse nr. 1221 af 9. oktober 2025, § 13 b, stk. 7, står der — ordret, kontrolleret i den officielle udgave fra retsinformation.dk:

»Sygemeldte, der er visteret til visiteret til kategori 2, skal efter den første opfølgningssamtale selv booke samtaler digitalt, jf. stk. 1.«

Nogen har skrevet »visteret til«, opdaget stavefejlen, skrevet »visiteret til« — og glemt at slette det første forsøg. Det sker for os alle. Det sker bare typisk ikke i en lovbekendtgørelse.

Og nu bliver det interessant. Lov nr. 1750 af 2025 ændrer netop den bestemmelse. Ændringen lyder:

»I § 13 b, stk. 7, udgår », der er visiteret til kategori 2,« og », jf. stk. 1«.«

Læs den lige igen. Folketinget bestemmer, at en helt bestemt ordlyd skal ud af en bestemmelse. Den ordlyd står der ikke. Den står i en let forkvaklet udgave, fordi lovbekendtgørelsen har en tastefejl præcis dér.

En sagsbehandler løser det på tre sekunder. Hensigten er åbenlys: væk med hele indskuddet, videre til næste sag. Ingen ville overhovedet bemærke det.

En maskine, der arbejder ordret — hvilket er hele grunden til, at jeg lod den arbejde ordret — finder ikke ordlyden og går i stå. Eller, meget værre, leder efter det nærmeste der ligner, og gætter sig frem.

Jeg rettede det i hånden. Bestemmelsen lyder nu, som den skal: »Sygemeldte skal efter den første opfølgningssamtale selv booke samtaler digitalt.«

2. »Tornandslodsning« — én gang mod 86

Tilbage til den, der startede det hele. FV-2019-117 handler om noget meget konkret: kan hvileperioden efter en to-mandslodsning deles op efter en undtagelse i bilag 1?

Den bærende præmis — dén sætning, hele fortolkningen hviler på — slutter:

»… således at dette kun er muligt, når den efterfølgende lodsning er en tornandslodsning.«

Det er »to-mandslodsning« skrevet af en, der har haft en lang dag.

Jeg talte efter i originalen. »To-mandslodsning« står der 86 gange. »Tornandslodsning« står der én gang. Og gæt så, hvilken af de 87 forekomster der ligger i den ene sætning, der afgør sagen.

Det er ikke tilfældigt. Det er sådan, tastefejl opfører sig. De gemmer sig i den sætning, man skrev til sidst og læste mindst.

3. Forældelsen, der løb fra et årstal, der ikke kan passe

FV-2015-215 handler om, hvorvidt et krav på fratrædelsesgodtgørelse var forældet. Altså ren tidsregning. Datoerne er sagen — og skal du selv tælle dage og frister efter, kan datoberegneren gøre det for dig. Den kan bare ikke se, om årstallet i dommen er skrevet forkert.

Rettens konklusion lyder:

»kravet på fratrædelsesgodtgørelse var derfor forældet, da der den 23. september 2013 blev givet meddelelse til AKT (DI) herom, jf. overenskomstens § 24, stk. 3.«

Sagen opstod i maj 2015.

Samme dokument skriver to andre steder korrekt 23. september 2015 — både i 3F's brev til AKT og i modpartens eget anbringende om, at meddelelsen »lå mere end 3 måneder efter sagens opståen«.

Så i præcis den sætning, hvor retten afgør, om et krav er forældet, står der et årstal, der ligger to år før, kravet overhovedet opstod. Kendelsen har konstrueret en meddelelse om et krav, der endnu ikke fandtes.

Jeg fulgte sporet hele vejen. Original-PDF'en siger 2013. Det er rettens egen tastefejl i den afsagte kendelse, og jeg kan ikke rette den.

Havde jeg citeret sætningen, ville en læser have set »2013« stå der som gældende ret — med sagsnummer, med kildehenvisning, med hele den autoritet et ordret citat giver. Derfor er sagen i stedet omtalt i almindelig tekst i min artikel om forældelse. Sætningen er sortlistet.

Fire til, kort

Loven, der ikke findes (FV-2013-161). Opmanden henviser tre gange til »lov om aktiv beskæftigelsespolitik«. Den lov eksisterer ikke. Der findes lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om aktiv socialpolitik — og ledighedsydelse hører under den sidste. Kendelsens egen sagsfremstilling har det helt korrekt et par linjer længere oppe. Præmisserne har det ikke.
Den forkerte lov, der smittede (FV-2025-1313). Kendelsen skriver »arbejdsretslovens § 4, stk. 1« om forældelse af lønkrav. Det skal være forældelseslovens § 4. Arbejdsretslovens § 4 handler om, hvordan Arbejdsretten er sammensat. Tre linjer længere nede citerer opmanden en anden sag, hvor henvisningen er korrekt. Det ubehagelige: fejlen er nu havnet i mit eget resumé af sagen, fordi maskinen gengav kilden trofast. En, der kun læser resuméet, overtager den forkerte lov.
Dommen, der ikke kan sit eget sagsnummer (AR-2020-433). Arbejdsrettens dom af 7. april 2022 skriver på sin egen anden linje »I sag nr.: 2022-433«. Rettens portal kalder den 2020-433. Dommen er afsagt efter fuld behandling med syvdommerret om forhold i 2016-2018 — en sag anlagt i 2022 skulle have nået hele det forløb på cirka tre måneder. Nogen har skrevet afsigelsesåret i stedet for anlægsåret.
»Tienietefolk« (Danske Lov 3-19). Christian V's Danske Lov fra 1683. Retsinformations egen kapiteloverskrift skriver »Om Tienietefolk paa Landet«. Den historisk rigtige form er Tienistefolk. To bogstaver byttet om et sted i digitaliseringen — 342 år efter loven blev skrevet. Jeg gengiver det, som der står, for retter jeg det, kan teksten ikke længere efterprøves mod myndighedens egen udgave.

Og for fuldstændighedens skyld, fra samme liste: Tvistighedsnævnet har skrevet »ægges til grund« i stedet for »lægges til grund«, »en han udover timeløn«, »sundbedsordningen« og »begrundet ueninghed … om fortolkningen af betemmelsen«. Ligebehandlingsnævnet har dateret en afskedigelse til 20. marts 2020 i sin egen præmis, hvor de syv andre steder i dokumentet siger 27. marts. Alle sammen kontrolleret helt ned til kilden. Alle sammen deres egne.

Fejlen bliver fanget. Det er skylden, der er svær

Her er det, jeg tog fejl af, da jeg gik i gang.

Jeg troede, det svære ville være at få øje på fejlene. Det er det ikke. Kontrollen fanger dem. Jeg har bygget en fejlretning, der kører fire trin igennem, hver gang noget ser forkert ud — og den fandt hver eneste af de 25.

De fire trin er ikke teknik. De er fire helt forskellige situationer. For mellem den afsagte kendelse og en sætning i min færdige artikel ligger der fire led, og de kan hver især tage fejl:

Retten selv. Afgørelsen kan indeholde en fejl.
Konverteringen. Papir og PDF bliver til tekst.
Maskinlæsningen. Afgørelsen bliver til felter — hvem, hvad, hvilken paragraf, hvilket citat.
Skribenten. Felterne bliver til en færdig artikel.

Og de fire har fire vidt forskellige svar. Er fejlen opstået i led 2 eller 3, kører jeg leddet om. Er den opstået i led 4, fanger redaktørgennemgangen den. Er den opstået i led 1, kan ingen rette den — den står i det dokument, hele systemet er sat i verden for at gengive troværdigt.

Derfor følger processen sporet baglæns hver gang: citatet → den konverterede tekst → den originale PDF. Er de tre enige, er der ingen fejl i mit system overhovedet. Så er det retten.

Det, kontrollen ikke kan

Men her bliver det interessant, og det er den egentlige lære.

To gange på én dag fandt kontrollen en ægte fejl — og forklarede den med en årsag, der ikke fandtes.

Første gang stod der i en af mine artikler, at fællesmødeforlig har hjemmel i »arbejdsretslovens § 16«. Kontrollen fangede det: § 16 handler om forberedende retsmøder. Men den forklarede fejlen med, at maskinen havde opfundet lovhenvisningen.

Det havde den ikke. Begge de pågældende afgørelser er retsformandsafgørelser, og de henviser selv til bestemmelsen — helt korrekt. Maskinen havde gengivet en rigtig processuel henvisning. Fejlen var, at skribenten havde løftet en oplysning om, hvordan sagen blev afgjort, op i artiklen som selve det juridiske grundlag.

Anden gang gættede kontrollen på, at årstalsfejlen i forældelsessagen var en skanningsfejl. Fundet var rigtigt. Håndteringen var rigtig. Forklaringen var gal — indtil sporet var fulgt helt ned til PDF'en.

Begge gange var fundet rigtigt og årsagen forkert. Og begge gange ville den forkerte forklaring have kostet noget: en fejlrapport, der sender den næste på jagt efter et problem, der ikke findes — eller i værste fald en genlæsning af hele samlingen.

Deraf en regel, der lyder banal og ikke er det: kontrollér ikke bare kontrollens fund, men også dens forklaring. En AI-kontrollant leverer altid en forklaring sammen med sit fund, og forklaringen lyder præcis lige så sikker som fundet. Men fundet er en observation. Forklaringen er et gæt.

Der kom en regel mere ud af det, og den har sparet mig for meget arbejde: henviser en dom til en lov, så er henvisningen rigtig. Retten har læst loven. Det er ikke værd at mistænke. Men reglen fjerner kun tvivlen om, at dommen henviser — ikke kontrollen af, hvad bestemmelsen så siger. Det var netop dér, den virkelige fejl sad. Samme dag fandt redaktørgennemgangen tre artikler, der gengav loven forkert — en slutning vendt om, et »skal« der var blevet væk, »én lovfæstet undtagelse« hvor der var tre. Alle tre blev fundet ved at slå loven op.

Tillid til kilden og kontrol af gengivelsen er ikke modsætninger. Det er arbejdsdelingen.

Og når fejlen så er rettens egen?

Så kan den ikke rettes. Jeg har hverken ret eller mulighed for at redigere i en afsagt kendelse.

Og man skal heller ikke ville det. I det øjeblik et system stille og roligt »forbedrer« retskilder, kan ingen længere efterprøve noget som helst mod originalen. Det er en langt farligere fejl end »tornandslodsning«.

Så det, jeg gør, er kedeligt og virker:

Lad være med at citere sætningen. Find et andet citat i samme afgørelse, der bærer pointen lige så godt. Det findes overraskende tit.
Gør det ikke: omtal sagen i almindelig tekst med sagsnummer. Belægget bliver svagere. Det er stadig det rigtige valg.
Er der intet alternativ, så citér ordret — inklusive fejlen. Det har jeg gjort med »løntrtin« og »der kan fører til«, fordi det var de eneste sætninger, der bar pointen. Ordrethed slår pænhed.
Og skriv fejlen op. En kodefejl skal rettes. En kildefejl skal huskes — så ingen citerer sætningen igen om et halvt år.

Det, jeg gerne vil diskutere

Jeg har brugt lang tid på at lære maskinen ikke at finde på. Det er lykkedes forbløffende godt.

Men en kontrol, der sikrer ordrethed, sikrer ikke sandhed. Den gør faktisk det modsatte: den garanterer, at kildens fejl kommer helskindet igennem, mens maskinens gæt bliver skudt ned. Et ordret citat af en forkert kilde består enhver prøve, systemet råder over — og citationstegnene gør fejlen mere autoritativ, end hvis jeg havde skrevet den med mine egne ord.

Det er ikke et hul, jeg kan lappe. Det følger af, hvad kildetroskab er. Et system, hvis fornemste dyd er at gengive kilden ordret, er strukturelt værgeløst over for en kilde, der tager fejl.

25 fejl ud af 19.739 citater er en meget lav andel. Det er ikke pointen.

Pointen er, at jeg kun fandt dem, fordi jeg har bygget et meget omfattende kontrolsystem — netop for at undgå, at AI hallucinerer. Fejlene var ikke blevet fundet, hvis Claude eller ChatGPT havde set afgørelsen i en søgning, læst den og svaret. »Tornandslodsning« ser jo ud som et fagudtryk, hvis man ikke kender havnen.

Og selv med kontrolsystemet er der noget, det ikke kan: det kan fortælle mig, at noget er galt — men ikke hvis skyld det er. Den sondring, enhver jurist foretager ubevidst, når man sidder med en dårlig kopi af en utrykt kendelse — »det står der ikke«, »det kan jeg ikke læse«, »det har retten skrevet forkert« — overlever ikke automatisk, når leddene bliver maskinelle. Den skal bygges ind igen med vilje. Det er præcis dét, de fire trin er.

Og det bekymrer mig mest for det, der ligger uden for min egen bunke. Personalehåndbøger. Lokalaftaler. Interne vejledninger, der er blevet kopieret videre i femten år. Referater, hvor nogen huskede en paragraf forkert.

Dér er der ingen original-PDF at gå tilbage til. Der er kun kopien.

Hvor mange forkerte årstal, forkerte paragraffer og ikke-eksisterende love ligger der i det materiale, din arbejdsplads lige nu er ved at fodre en AI med?

Og hvem opdager dem, når ingen længere læser kilden — fordi maskinen jo har læst den?

Læs også

Derfor svarer AI forkert om dansk arbejdsret — og hvad jeg gjorde ved det. Om hvorfor sprogmodeller blander amerikansk ret ind i danske sager, og hvad jeg byggede for at undgå det.
Teknologistakken bag UniteApps — og filosofien bag valgene. Hvordan værktøjerne er bygget, og hvorfor planlægning slår hurtige indfald.

Alle eksempler er kontrolleret helt ned til original-PDF'en eller myndighedens egen udgave. Jeg fører en åben liste over dem, netop fordi de ikke kan rettes — kun håndteres.